Nye ejere hos eatlow

Eatlow, som ligger i hjertet af Aalborgs ”takeaway-gade” Reberbansgade, skifter ejer 1. Januar 2015. Eatlow differentierer sig fra mange af sine naboer, da den, som navnet antyder, udelukkende fokuserer på sundt take away baseret på principperne om low carb og paleo. Konceptet er etableret af Sinne og Peter Lagrolet, som også ejer og driver flere SushiMania butikker, hvilket netop er grunden til, at de nu vælger at sælge den 1 år gamle eatlow.

”Eatlow har fra starten været en succes og vi tror virkelig på konceptet. Vi har dog valgt at fokusere vores kræfter på sushidelen, da den vækster i utrolig høj fart og  dermed kræver alle vores ressourcer. Eatlow er et stærkt koncept, som kræver fuld fokus i hverdagen for at udnytte det store potentiale og det har vi ikke lige nu – og i vores branche kræver det, at ejerne selv har fingrene i butikken og konceptet – hver dag” siger Peter Lagrolet. ”Derfor er det også meget vigtigt for os at sælge eatlow til nogen, som forstår konceptet og tror lige så meget på det som vi gør” forsætter han.

Den nye ejergruppe består af Linda Bruun samt selskabet Mela & Co., hvor Mette og Lars Danmark Baadsgaard Bruun står bag. Det bliver dog Linda, der skal lede og drive eatlow videre. Linda vil man kunne møde dagligt i butikken og hun glæder sig til at kaste sig over arbejdet. Linda er uddannet grafiker og har en baggrund i PR- og Markedsføring. Derudover driver hun livsstilsbloggen bruunbybruun.dk og hun har allerede en masse idéer til nye tiltag og spændende retter til menukortet. De nye ejere overtager de fleste medarbejdere, så man vil kunne få samme gode kvalitet som man er vant til samt nye og spændende smagsoplevelser.

”Vi tror på, at der er et kæmpe potentiale i sundt take away. Folk er begyndt at tænke sig mere og mere om, når det kommer til kosten, men hverdagen og tiden kan vinde, når det kommer til madlavningen og eatlow gør det nemt at foretage et sundt valg – selvom det stadig skal gå stærkt”, siger Linda Bruun. ”Og det gælder ikke bare i vores privatliv”, fortsætter hun. ”Vi ser også, at flere og flere virksomheder fokuserer på muligheden for at tilbyde deres medarbejdere sundt og lækkert mad – både til frokost og i overarbejdssituationer. Sunde medarbejdere er gladere, mere effektive og mindre syge, så det er en win-win for alle parter”, siger Linda Bruun.

Menukortet hos eatlow er bredt og tilbyder noget for alle. Man kan stadig få en saftig og lækker burger, men brødet er lavet af friskbagte proteinboller og dressingerne er hjemmelavet og low carb. Med alle retter følger desuden en specificeret næringsdeklaration, som kan ses på eatlow.dk